Dialog fremmer forståelsen
Jeg var i foråret kommunal tilforordnet ved et skolebestyrelsesvalg, men det var et deprimerende syn at opleve, at kun 9 voksne var mødt frem for at vælge en skolebestyrelse til en kommunal skole med næsten 400 indskrevne elever.
Jeg er ikke tilhænger af ugennemtænkte skolelukninger, hvor man ikke har gennemtænkt løsninger for tomme bygninger, transport, overflytning af elever eller SFO, men jeg forstår godt den kommunale fristelse, hvis en skoles forældre er totalt passive.
Derfor forstår jeg omvendt ikke, at en kommune er modvillig, når en gruppe forældre tager sagen i egen hånd og vil danne en privatskole – måske netop i protest over den generelle passivitet, eller i håbet om at genoplive en svunden pionértid. Kommunerne bør støtte op og ej bekæmpe, når forældrene ønsker at starte på en frisk. Et stort tillykke samt held og lykke skal lyde fra mig til både Tybjerg, Enø og forhåbentlig også Margretheskolen.
Jeg vil i begejstringens og nostalgiens ånd fortælle om, hvordan vi gjorde i en lille SSP-gruppe, medens jeg var fuldtidsansat i politiet:
Ud fra tesen om, at en klasse ikke trives, uden at hver enkel elev trives, samlede vi klassevis forældrene til dialogmøde om, hvad man forventede af hinanden, og hvad kunne hver enkel forælder tilbyde fællesskabet.
På mødet kunne vi konstatere, at forældrene vidste meget lidt om hinandens holdninger til børneopdragelse, sengetider, lommepenge, fritidsarbejde, lektiekrav, ungefester med eller uden forældres tilstedeværelse, alkohol, færdsel, kriminalitet o.s.v.
Vi skrev derfor spørgsmål op på tavlen, som forældrene havde, og som de ønskede de andre forældres svar på. Efterfølgende svarede alle skriftligt på, hvordan de selv forholdt sig til spørgsmålene – men i anonym form. Svarene blev samlet ind og ”sorteret” i ja/nej, klokkeslæt, lommepengestørrelse m.v., og kundgjort på tavlen, så alle kunne se tendensen i svarene.
Den efterfølgende debat gav alle forældre et godt overblik over hinandens forventninger, holdninger, ønsker, og det endte gerne med, at alle fortalte lige nøjagtigt, hvad de selv havde svaret anonymt, men nu ønskede de under debatten at begrunde deres egne svar – og væk var ønsket om anonymitet. Det gav grundlag for en dybdegående debat, og det særligt gode var, at forældrene endte med at få fælles holdninger og fremstå som en sammentømret enhed til glæde for klassens trivsel og til værn med den enkelte elevs svagheder.
Man fandt også ud af, at nogle – af den ene eller andens årsag – ikke kunne medvirke til f.eks. kørsel, men i stedet gerne ville sponsere benzin, legetøj eller kunne noget tredje til gavn for klassen.
Forståelsen voksede når alle meldte ud, hvad de kunne/ville bidrage med, og utrygheden faldt, når man opdagede, at man godt kunne sende sine børn til fest, fordi andre forældre også tog ansvar og var hjemme, når de unge festede. Der blev også lagt strategi for eller imod alkohol. Et spørgsmål gav altid megen debat: ”Vil du fortælle Peters forældre det, hvis du hører rygter om, at Peter stjæler hos købmanden?”
Prøv noget lignende i din klasse/omgangskreds – det højner optimismen, ansvaret og samværet.
Karsten Nonbo, MF (V)
